Spædbarnsterapi kan også kaldes tidlig traumeterapi eller før-sproglig terapi. En voksen eller et ældre barn kan ligesom det helt lille barn have glæde af spædbarnsterapi. Hvis den voksne i fosterstadiet og/eller i sine tidlige leveår har haft traumatiske oplevelser, vil disse så længe de ikke italesættes binde uforklarlig energi.

”Alt er sprog hos barnet”
(F. Dolto)

Franske psykoanalytikere, heriblandt børnelæge og psykoanalytiker Françoise Dolto (1908-1988), har igennem mange år anvendt psykoanalyse som metode blandt spædbørn. Dolto erfarede, at det lille barn intuitivt ikke bare forstår, hvad der bliver fortalt, men at ordene også har en terapeutisk virkning.

Dansk Institut for spædbarnsterapi har ladet sig inspirere af de franske psykoanalytikere, og har udviklet spædbarnsterapiens metode, som er en psykoterapeutisk behandlingsmetode, der kan anvendes af alle. Metoden er tilpasset nutidige danske forhold og kan bruges i daglig her-og -nu-praksis blandt fagfolk i dagtilbud, skoler, sundhedsplejen og børne- og unge forvaltninger.

Spædbarnsterapiens grundidé

Spædbarnsterapiens grundform, er udviklet af den franske børnelæge og psykoanalytiker Françoise Dolto i efterkrigstidens Frankrig. Metoden er senere bl.a. videreudviklet af hendes elev Caroline Eliacheff.

Dolto var ikke optaget af færdige teorier, men lod sig inspirere af og lærte af de børn, hun mødte på børnehospitalet og i sin private praksis. Kernen i Doltos holdning var aldrig at lade barnets smerte blive glemt. Dolto var optimist. Hun var fantasifuld, lydhør og vedholden i sit forsøg på at forstå, hvad det var, det lille barn ville fortælle. Med spædbarnsterapiens nærhed har Dolto vist, at vanskelige ting kan siges meget direkte. ”Barnet er stærkt nok til at få sandheden at vide.”

Terapeutens opgave er ikke at forstå barnets oplevelser, men at være i det med barnet, mens barnet udtrykker sig. Spædbarnsterapeuten berører ikke barnet og blander sig ikke i opdragelse. Terapeutens opgave er udelukkende at skabe udløsning af opdæmmet psykisk energi – katarsis.
Eliacheff, der ligesom Dolto er uddannet læge og psykoanalytiker, beskriver spædbarnsterapien inspireret af sin lærermester således:

”En psykoanalyse af et spædbarn gør det frem for alt muligt at fortælle barnet om årsagen til bruddet, at sætte ord på det, barnet gennemlever, idet alt usagt medfører en spaltning i symboliseringsprocessen, en spaltning, som til at begynde med giver sig udtryk i et symptom. Ordene er direkte henvendt til barnet, de udpeger det som individ og giver det mulighed for at leve i dets krop.

Det drejer sig ikke om at trøste, endnu mindre om at rode bod på noget, men om at symbolisere lidelsen ved at genoplive historien for at styrke barnets identitet gennem dets oprindelse og gøre det muligt for barnet at klargøre sig sine rettigheder som individ. Der er altså ikke tale om at røre barnet, men kun om at tale med det.(Eliacheff, 1994)

Kroppen husker stemninger og følelser oplevet i fostertilstanden og i de tidlige leveår. Metoden er i Danmark i slutningen af 90’erne videreudviklet af psykolog Inger Thormann og psykoterapeut Inger Poulsen. De beskriver, hvordan barnets oplevelser i deres førverbale udvikling – i fostertilstanden og de første tre leveår – lagres som hjemløse følelser i kroppen. Når der via spædbarnsterapien sættes ord på disse hjemløse følelser hos barnet, finder barnet ro. Får barnet ikke hjælp til at italesætte disse for barnet uforståelige følelser, kan de blive ubærlige og smertefulde for barnet. For at finde ro, kan barnet søge tilbage til et tidligere udviklingstrin, hvor barnet sidst oplevede ro. I værste fald kan det komme til udtryk som en psykose eller funktionel autisme. Meningsgivende, oprigtige og ægte ord kan bringe barnet tilbage til en sund udvikling. At sætte ord på det hændte giver barnet mulighed for at frigive energi og komme videre med sit liv. Thormann og Poulsen siger, at ordene ikke rækker alene, men at stemningen mellem terapeut og barn er væsentlig. Det er det, psykolog Susan Hart også kalder det synkrone, og psykolog Daniel Stern kalder for det nuværende øjeblik.

SPÆDBARNSTERAPIEN I PRAKSIS

Et spædbarnsterapiforløb kræver forberedelse. Terapeuten mødes med barnets forældre eller omsorgspersoner – hvis barnet er anbragt, vil det være barnets primærpædagog. Er barnet anbragt i pleje, vil kontakten være med plejeforældrene. I begge tilfælde vil terapeuten så vidt muligt også søge at få kontakt til de biologiske forældre. De biologiske forældre er i flg. bl.a. Dolto livgivende og livsnødvendige for barnet, og barnet skal kende sin oprindelse.

I samtale med forældre og/eller omsorgspersoner vil terapeuten få detaljer om barnets historie med fokus på, hvordan de tror, barnet selv har oplevet den. Terapeuten vil altid søge oplysninger tilbage fra undfangelsestidspunktet, da barnets sanser begynder at fungere allerede i fosterstadiet. Terapeuten vil søge oplysninger om stemninger, som barnet har oplevet i fostertilstand eller været vidne til i sit tidlige barneliv. Terapeuten vil interessere sig for eventuelle traumer, som barnet har været udsat for. Der kan fx være tale om alt fra for tidlig fødsel og heraf nødvendig indlæggelse på en Neonatalafdeling, fysisk og/eller psykisk vold i hjemmet eller anbringelse uden for hjemmet efter fødslen. Det kan også være psykisk sygdom hos den ene eller begge forældre, eller blot det, at mor skal indlægges til en mindre operation og er væk fra hjemmet i et par dage.

Når terapeuten har fået fortalt barnets historie, vil terapeuten udarbejde og nedskrive terapierne til barnet. I denne proces vil terapeuten sætte sig i barnets sted og udvælge de dele af den fortalte historie, hvor terapeuten mærker, at barnet har lidt overlast. Terapeuten vil i dette arbejde tage udgangspunkt i teoretisk viden om bl.a. børns udvikling, tilknytningsadfærd og risikovurdering. Herudover vil det af terapeuten kræve følelsesmæssig indlevelse at sætte sig i barnets sted.

Terapeuten vil vurdere, hvor mange terapiseancer barnet vil have behov for, ud fra de oplysninger terapeuten har fået om barnets historie. Jo yngre barnet er, jo kortere skal terapiseancerne være. Til det lille barn under et år, skal terapierne ikke vare meget mere end 5-6 minutter. Anvender man derimod metoden til en voksen, vil man kunne nøjes med én noget længere terapiseance. En voksen kan huske og også rumme at få hele sin historie på en gang.

Når terapierne er nedskrevet

Når terapierne er nedskrevet, kaldes forældrene/omsorgspersonerne ind og får gennemgået terapierne. Når de giver udtryk for, at det føles rigtigt – at det var sådan her, det var – så er terapierne klar til at blive fortalt til barnet. Terapien adskiller sig fra det at tale til eller med barnet. I terapien er ordene nøje udvalgt. ”Ordene handler om barnets historie, om forældrene, fosterlivet, omstændighederne, barnets aktuelle og fremtidige situation.”(Thormann et al., 2003)

Under selve terapierne placeres barnet i en skråstol eller højstol afhængig af alder. Barnets forældre/omsorgspersoner sidder på hver sin side af barnet og er instrueret i ikke at berøre barnet undervejs. Rækker barnet ud efter dem, må de gerne respondere, men uden ord. Dette set-up er væsentligt for ikke at forstyrre selve terapien. Skråt over for barnet sidder terapeuten, således at barnet med sit blik kan vælge terapeuten til og fra undervejs.

Det er vigtigt, at barnets primære omsorgspersoner er med i terapien. Det er her grænsen for det usagte bliver brudt, og det bliver tilladeligt at være i traumet i fællesskab.

Alle terapierne indledes og opbygges på samme måde, for at gøre dem genkendelige for barnet. Terapierne har en begyndelse, hvor terapeuten tager direkte kontakt ved at hilse på barnet med navns nævnelse og præsenterer sig selv med fulde navn og titel. Herefter fortælles den til denne terapi udvalgte del af barnets historie. Denne del fortælles i datid, da det var sådan, det var. Der afsluttes altid med et håb for barnet. Håbet fortælles i nutid, da der er tale om her, nu og fremover. Den gennemførte terapi udleveres herefter på skrift til forældrene/omsorgsperson-erne, der har overværet terapiseancen. De er instrueret i, hvordan de mellem hver terapi kan genfortælle terapien med de samme ord for barnet.

For hver gang ordene fra terapien gentages for barnet, vil barnet have en følelse af at blive set. ”Det er igennem oplevelsen af at blive set, at man mærker sin eksistens, sine grænser og sit selv.”(Thormann et al., 2013)

Det lille barn er ikke født til at forstå ordenes betydning, men det er født kommunikativt. Barnet forstår i terapien den samlede kommunikation, som består af toneringer, gestus, kropssprog etc. Selvom barnet ikke forstår ordenes betydning, er ordene vigtige. De hjælper terapeuten til at være autentisk. Når terapeuten sætter ord på det ubevidste hos barnet, så mærker barnet det, barnet ikke har adgang til, eftersom det lille barns mentaliseringsevne ikke er færdigudviklet. At fortælle barnet dets historie handler netop om at åbne eller skabe adgang til det ubevidste – det, der føles, men ikke forstås mentalt endnu.